Dag 3: Camping Lido, Gardasøen

Vil du med ud at bade Far? Udover at bade og hygge sammen med ungerne i Camping Lidos swimmingpools, har jeg idag haft lidt far-tid i vores maxicaravan i selskab med en masse cyklister og et par dåsebajere. Ja, jeg er bidt af Tour de France og hvert år er det en fast bestanddel af min og familiens sommerferie, at jeg ser Tour de France en times tid eller to hver dag. Super at der i alle maxicaravans på Camping Lido er et udvalg af både italienske og tyske kanaler – herunder Eurosport, der altid sender Tour de France.

Msn kan også vælge at gå i poolbaren og drikke en kold fadøl eller god espresso, for her vises Tour de France også hver dag. 

Min egen motion på vores sommerferie består udover badning og gåture frem og tilbage til butikken af stort set daglige løbeture. Jeg er ret aktiv løber og tager gerne en morgentur eller aftentur, når det ikke er så varmt. Men når det så er sagt er der utroligt så meget varmen alligevel påvirker ens løb. Jeg løber let 12-15 km. på en hverdagsaften hjemme i Danmark, når ungerne er puttet. Hernede er jeg helt smadret efter 7 km…men der er mange fine gå og løbemuligheder i området omkring Pacengo og Camping Lido. Langs søen er der stier og i landsbyerne og bakkerne i omarådet er der mange små hyggelige veje uden megen traffik.

Gode stier langs Gardasøen ved Camping Lido

Jeg bruger i øvrigt min telefon til at tracke, hvor jeg løber henne. Det gøres via GPS og kortene gemmes online og du kan dele dine ture på Facebook og andre sociale medier, hvis du vil. Løbeprogrammet er gratis og du finder det på www.endomondo.com Jeg træner til deltagelse i Berlin Marathon den 25/9-2011. Du kan følge min løbetræning her


Imorgen vil vi en tur på udflugt, så vi kan kommer lidt væk fra solen, der har fået godt fat i os de føste par dage, vi har været på Camping Lido her ved Gardasøen.

Posted in Maxicaravan i Italien, Med familien på ferie 2011 | 1 Comment

Dag 2: Camping Lido, Gardasøen

Kl. 7.30 blev jeg idag vækket af ungerne, der hviskede om, hvordan de skulle få sat deres nye dvd på deres bærbare dvd-anlæg igang. Det er dejligt at ungerne i vores maxicaravan på Camping Lido har deres eget værelse og vi voksne vores eget soveværelse. 

Børnene ser DVD og spiser morgenmad i maxicaravan

Idag har vi badet i poolen hele dagen. Kun lige afbrudt af en tur i supermarked, hvor vi skulle have provianteret af alle basisvarer samt kød. Til orientering har Camping Lido en forretning med et udmærket basisudvalg af kolonialvarer, badeudstyr osv. Der er også bagerafdeling og en lille slagter med fint udvalg af pålæg og ost. Men skal du have kød, fisk eller generelt bare købe større ind, anbefaler jeg at du kører et par km. sydpå til Peschiera, hvor der er et godt udvalg af butikker og supermarkeder. Der er mig bekendt ikke supermarkeder nærmere. Der er også store supermarkeder i Affi, ved motorvejen. Lad være med at køre til Lazise for at handle ind. Der er mange mennesker og det er ikke billigt!

Børnepool Camping Lido

Camping Lido har en stor swimmingpool for voksne og større børn samt et børnebassin med to mindre rutsjebaner, der er mest egnet til de 2-8 årige. Er ungerne ældre er der ikke de store udfordringer i poolområdet. Vores børn er 5 og 7, så for dem er forholdene fine og med en afveksling i form af en tur i søen i ny og næ, er der rigeligt vandaktivitet for os her på Camping Lido.



Det har været en god dag med masser af sol, varme og vand!

Posted in Maxicaravan i Italien, Med familien på ferie 2011 | Leave a comment

Dag 1: Agerbæk-Pacengo

Siden vi har fået børn og været på kør-selv-ferie i sydeuropa, har det bedste tidspunkt at køre turen for os været om natten. Der er ikke så meget trafik og vi har efterhånden fået opbygget nogle gode rutiner og putteritualer. I år har vi lejet en maxicaravan i en uge og et hus i bjergene i en uge, så vi har ikke brug for at have hverken tagbox, trailer, campingvogn eller andet fartbegrænsende udstyr spændt på bilen. Fredag kl. 19.30 var bilen derfor pakket og klar til afgang. 

Sikke en fornøjelse at der for en gangs skyld ikke er læsset op med baggage alle vegne. Faktisk har vi i år ikke mere med, end der kan være i baggagerummet i vores Ford Fokus stationcar og der er endda frit udsyn i bakspejlet gennem bagruden. Helt uvant for chaufføren :-) Vi blev på forhånd advaret om at medierne anbefalede at bruge udvalgte hovedveje pga. Trafikken på et af årets største rejsedage, fredag i uge 27, men pga. afrejsetidspunktet, kunne vi i aftes og natten igennem køre lige igennem både tyskland og østrig til italien uden kø. De 1.500 km blev tilbagelagt på Ca. 15 timer inkl. indlagte pauser undervejs, og vi var fremme på Camping Lido ved byen Pacengo ca. 5 km syd for Lazise ved den sydøstlige del af Gardasøen, ca. Kl. 10.30.

Camping Lido, Pacengo, Gardasøen

Vi blev mødt af venligt personale og det var dejligt, at vi med det samme kunne overtage vores maxicaravan til trods for, at vi i følge lejekontrakten først kunne overtage den kl. 17.00. Maxicaravanen er helt super i forhold til vores behov som børnefamilie med 2 børn. Der er to soveværelser. Det ene har dobbeltseng, det andet to enkeltsenge. Herudover et lille fint køkken med spise/opholdsplads med rigeligt plads til 4-6 personer. (der kan redes op til 2 ekstra her) samt et udmærket badeværelse med fin plads. Udenfor er der terrasse på ca 25 m2 der er delvist overdækket af en stor, fastmonteret markise.

Vores maxicaravan, Camping Lido, Pacengo, Gardasøen

Dagen idag er primært brugt til at få pakket ud og hvile ud på terrassen, men vi har også været en tur ved stranden, der ligger direkte for foden af campingområdet samt fået en lækker svalende dukkert i poolen. Poolområdet er børnevenligt og hyggeligt og har restaurant, fitness, aktivitetermv. men har man adrenalinsøgende teenagere, er der ikke meget action i de små rutchebaner, der er i poolområdet. 

Swimmingpool, Camping Lido, Gardasøen

Nu sidder jeg lige på terrassen og er ved at samle appetit til aftensmaden, der står på pizza fra en af Camping Lidos to restauranter. I aften er et vist tidlig sengetid for hele familien, så vi er klar til en aktiv dag imorgen søndag. 
Det har været en god dag og førstehåndsindtrykket af Camping Lido har været rigtigt godt.


Posted in Maxicaravan i Italien, Med familien på ferie 2011 | 1 Comment

Feriehus i Toscana

I år har vi for første gang lejet et hus i Toscana. Efter en uges ferie i maxicaravan ved Gardasøen fortsætter vi turen sydpå til området omkring Lamporecchio, der ligger i Toscanas smukke bløde bjerge mellem Firenze og Lucca. Faktisk er det ikke et helt hus, men blot en lille lejlighed i et smukt gammelt toscansk hus med swimmingpool og en dejlig udsigt.

Ovenstående er et billede af huset, vi har lejet.

Der er mange muligheder for at leje feriehuse og lejligheder i Toscana og det har været svært at vælge. For os var det primært et spørgsmål om de fem følgende krav, som huset skulle leve op til:

1. Isoleret beliggenhed, hvor der ikke er trafikstøj
2. Udsigt over bjerge/dal
3. Swimmingpool og legemuligheder så ungerne ikke kommer til at kede sig
4. Gå/cykleafstand til landsby med restaurant eller café, hvor man kan købe en is :-)
5. Et prisleje på max 6.000 for en uge.

Vi fandt mange hjemmesider med udlejning af huse og lejligheder i Toscana og nogle af dem har de samme huse og lejligheder eller måske er det det samme hus, men bare forskellige lejligheder, der vises.

Jeg skal nok skrive en anmeldelse af det sted og område i Toscana, hvor vi har lejet vores lejlighed, når jeg sidder på terrassen med et koldt glas hvidvin og hygger mig med min iPad :-)

Posted in Feriehuse og lejligheder, Italien | 1 Comment

iPad 2 og nyt kamera til sommerferien

Her i weekenden bestilte jeg et nyt kamera og en iPad 2, som jeg skal have med på årets sommerferie i Italien. Jeg glæder mig meget til at få taget nogle gode billeder og kombinere dem med nogle forhåbenlig lige så gode ferieoplevelser her på Campingbloggen.
Min bærbare pc trænger til udskiftning og jeg er egentlig også lidt træt af, at den fylder lidt rigeligt og samtidig er sløv at starte op. Derfor har jeg i stedet for en ny pc valgt at investere i en iPad 2. Både kamera og iPad skulle ifølge netbutikken, hvor jeg har købt det, blive leveret imorgen tirsdag, så jeg glæder mig som et lille barn Juleaften til at komme hjem fra arbejde imorgen.

Jeg tror faktisk, at jeg får meget ud af min nye iPad 2 på ferien. Udover at fungere som bærbar computer, kan den jo også fungere som musiksystem og “fjernsyn” til bilturen derned samt under ferien. Den kan bruges til GPS navigation og til at læsse billeder fra digitalkameraet over på under ferien. Og så kan den med adgang til internet og App Store jo også fungere som både underholdingskanal og til informationssøgning og turistguide under rejsen.

Jo, jeg forventer mig rigtig meget af min iPad 2 til sommerferien :-)
Mht. kamera er valget faldet på et Canon Powershot G12, som jeg også glæder mig til at udforske og teste på dets jomfrurejse sydpå…


Posted in Campingudstyr, Uncategorized | 1 Comment

Maxicaravan ved Gardasøen

Jeg har lige modtaget bekræftelse på vores booking af en uge i maxicaravan på Camping Lido ved Gardasøen. Det er første gang, at vi lejer en maxicaravan, så det bliver spændende at se, om denne ferieform vil være passende for os – en familie med to børn på 5 og 7 år.

Vi var i år meget sent ude og besluttede først en uge før afgang, at vi ville en tur til Italien igen i år. Med under en uge til afgang, var næsten mobilehomes og lejligheder ved Gardasøen optaget, men lige syd for Lazise, var der en enkelt maxicaravan ledig på Camping Lido, der ligger lige ud til Gardasøen.

Efter en uge i maxicaravan ved Gardasøen, går turen videre sydpå til Toscana, hvor vi har lejet et hus i bjergene i en uge.



Anmeldelse af vores oplevelse i maxicaravan på Camping Lido ved Gardasøen følger direkte fra Italien i næste uge…

Posted in Camping i Italien, Maxicaravan i Italien | 1 Comment

Hvor skal vi tage på camping i sommeren 2011?

Vi købte i foråret 2010 ny stor lækkert Outwell telt og var på 2½ uges ferie i Slovenien og Italien. Nu er vi ved at begynde at overveje, hvor sommerferien 2011 skal tilbringes.

Vi vil gerne lidt “off the beaten track” uden at komme alt for langt væk fra solgaranti og bademuligheder…Men ellers er vi åbne for nye impulser og destinationer. Hvor synes du, at vi skal tage hen og hvorfor?

Til orientering vil vi i sommeren 2011 være en familie bestående af far og mor medio 30′erne samt dreng på 5 år og pige på 7 år.

Vi tager med kyshånd imod inspiration og gode erfaringer :-)


Posted in Uncategorized | Leave a comment

Campingferie.dk – en fed portal

Er du campist eller overvejer at blive det, er Campingferie.dk en portal du ikke bør misse. På Campingferie.dk finder du masser af gode artikler om camping, anmeldelser af forskellige campingpladser, køb og salg af campingvogne og udstyr, web-tv, camping-radio og meget meget mere. En flot og informativ hjemmeside, som man kan få lang tid til at gå med at surfe rundt på og finde inspiration til sin næste campingferie.

Besøg Campingferie.dk her


Posted in Gode links | 1 Comment

Joan Ørting forført af campist

Ja, for nogen er det måske svært at forstille sig den kendte sexolog Joan Ørting på campingferie. Men artiklen fra Campingbladet her  er en god og sød historie om, hvordan hun blev forført af en mand i Peter Bellis gamle campingvogn :-)

Læs artiklen om Joan Ørting i Campingbladet her: http://www.masterpiece.dk/UploadetFiles/149/68/027.016.pdf


Posted in Gode campinghistorier | Leave a comment

Vinteropbevaring af Campingvogn

Det er hårdt for en campingvogn at stå ude om vinteren, så mange campister vil gerne have campingvognen ind at stå i ly for efterårsstormen og vinterens hårde frost. Mange har dog ikke plads til opbevaring af campingvognen om vinteren. Det har jeg til gengæld – så har du en campingvogn i Agerbæk-Varde-Esbjerg området, der har brug for en vinterplads, så kontakt mig på info@campingbloggen.dk eller 30287773.

Jeg har stadig plads til 4-5 campingvogne i tør og aflåst lade ved Agerbæk mellem Esbjerg og Grindsted.    

VH Jesper


Posted in Campingudstyr, Diverse om camping | Leave a comment