Vi har alle sammen sovet fantastisk på Villa Margherita direkte til vandet syd for Livorno.
Det var overskyet da vi stod op, så efter den ganske glimrende morgenbuffet, hvor man ud over at kunne vælge fra buffet’en også frit kunne bestille specielle ønsker som bacon, spejlæg og varm cacao hos tjeneren, besluttede vi os for at køre videre nordpå allerede idag. Når man bor på Villa Margherita i Quercianella, kan man nemlig godt vente med at tjekke ud til ved 13-tiden, så vi havde jo også en halv dag ved poolen og stranden.
Vi badede i poolen og samlede smukke sten ved stranden og det endte med at blive dejligt solskinsvejr igen inden vi kørte. Men ved at køre
400 km nordpå til Gardasøen vil vi kunne køre hjem til Danmark om natten i et stræk uden overnatning, så det har vi valgt at prioritere, da både jeg som chauffør og ungerne foretrækker at køre om natten.
Via gratis trådløst internet hos Villa Margherita fandt jeg en ledig lejlighed i Brenzone og ringede og reserverede og her sidder jeg nu til aften og skriver på min iPad med den skønneste udsigt over Gardasøen og bjergene, der omgiver os, hvorend vi kigger hen.
Turen hertil gik fint og GPS’en ledte os over Montebaldo bjergene og vi fik en uforglemmelig smuk nedkørsel til Brenzone, hvor både bilens motor og bremser kom på en prøve og lugtede grimt, da vi nåede frem
Vores lejlighed i Brenzone er en 1-værelses lejlighed med eget køkken og bad samt altan på ca. 8 m2 med den mest fantastiske udsigt over Gardasøen og Alperne. Huset her ligger ca 50 meter tilbagetrukket og 15 meter hævet over søbredden og vejen langs med søen, men der er det til trods stadig lidt trafikstøj her, hvilket er den eneste ulempe, som jeg ser det. Det er billigt, synes jeg. Vi betaler 80 Euro for lejligheden pr dag alt i alt. (højsæson 2011) Morgenmadsbuffet til 20 euro for os alle til sammen har vi fravalgt, da ungerne af erfaring ikke spiser andet end en bolle med nutella eller en portion havregryn, når vi har morgenmad inkluderet og det kan vi gøre billigere selv.
Vi har her til aften været nede at proviantere i den lille butik, der ligger ved havnen her i Brenzone og fået klassisk spaghetti bolognaise til aftensmad. Imorgen er vores sidste aften i Italien, da vi planlægger at køre herfra omkring kl 18 tirsdag. Så mon ikke vi skal ud at finde en god restaurant imorgen aften.



